Information kan den 22. september melde, at der er kommet "nyt liv i videnskabelig krig". Anledningen er den amerikanske udgave af fysikerne Alan D. Sokal og Jean Bricmonts bog, Fashionable Nonsense, der søger at gøre op med en række akademiske koryfæers (mis)brug af naturvidenskaben. Af de mange omtaler af bogen at dømme, fortsætter Sokal sine tidligere angreb ved især at have saksen fremme for at præsentere angiveligt meningsløse eller nonsensagtige citater fra værker af folk som Bruno Latour og Jacques Lacan.

Ligesom Sokals oprindelige eksperiment med at få optaget en fupartikel i tidsskriftet Social Text kan en sådan tilgang til en række tænkeres og forskeres værker være såvel interessant som underholdende, men først og fremmest kan den forhåbentlig føre til en vis selvransagelse i de akademiske miljøer, der angribes.

Men det er derimod beklageligt, hvis disse udfald mod human- og samfundsvidenskaberne opfattes som et tilstrækkelig grundlag for at sætte spørgsmålstegn ved disse fags værdi. Debatten har nemlig alt for ofte mere tangeret mudderkastning end dialog, hvorfor den kendte fysiker N. David Mermin i en klumme i Physics Today (oktober 1997) ligefrem har følt det nødvendigt at gå til forsvar for et af de udskældte skrifter, Bruno Latours What Can We Learn from a Popular Text by Einstein about the Study of Society.

Ikke nok med det, han mindede endda sine kolleger om de principper for en tværfaglig diskussion, der umiddelbart måtte synes at være en selvfølge: At sætte sig ind i den anden forskers arbejde og tankegang, og at argumentere. Den mudderkastning, der af nogle betegnes 'videnskabelig krig', synes nemlig alt for ofte at bunde i fordomme og skråsikre standpunkter. Eksempelvis kunne det synes at være rent polemisk, at Sokal fremstiller sig selv som ærkematerialist, men eftersom han fremturer, må vi tage ham på ordet, når han hævder en naiv materialistisk virkelighedsopfattelse. En opfattelse, som det for mig at se er overmåde vanskeligt at opretholde, når man eksempelvis betænker de erkendelsesmæssige overvejelser omkring den moderne fysik og udviklingen inden for videnskabsteorien og -filosofien.

Det faktum, at Sokal fik optaget sin fupartikel i Social Text, viser naturligvis, at der er noget galt, men hverken dette eller mange af de citater, Sokal kan grave frem, med eller uden sammenhæng med den kontekst, hvori de er skrevet, er tilstrækkeligt grundlag til at gendrive eksempelvis relativismen. Der må derimod argumenter på bordet, og argumenter af en kaliber, som viser, at man har sat sig ind i, hvad relativismen står for.

For en fysiker kunne det eksempelvis være naturligt at starte med den relativisme, der kommer til udtryk hos Thomas S. Kuhn og Paul Feyerabend. På den måde kunne Sokals udfald i den verserende 'krig' være det jordskælv, der kunne blive anledning til en frugtbar debat. Desværre ser det indtil videre ud til, at fordommene får lov til at stå i vejen for netop den tværfaglige dialog, der er nødvendig for at undgå misforståelser og absurditeter på begge sider.

Information, 05.10.1998