I forrige århundrede og et stykke ind i dette har det været kutyme at opfatte kriminelle som personer, der i kraft af deres forbrydelser havde sat sig uden for samfundet, og derfor kunne opfattes som en slags levende døde, hvis rettigheder man ikke behøvede bekymre sig meget om. De måtte blot finde sig i den behandling, de blev udsat for af straffesystemet, og den skulle helst ikke være rar.

Heldigvis har tendensen i efterkrigstiden bevæget sig i retning af at sikre også straffedes retsstilling og i hvert fald forsøge at ændre deres forhold og indstillingen til dem på en sådan måde, at den straffede kriminelle atter kunne sluses ind i samfundet som en almindelig samfundsborger.

Beklageligvis er der inden for de sidste par årtier opstået en bevægelse i retning af repressive holdninger og tiltag, der bakkes op af lov og orden-politikere fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti. Man henviser således atter og atter til "retsfølelsen" og "retsbevidstheden", der dog sjældent er udtryk for andet end en straffe- og hævntankegang, som harmonerer overordentlig dårligt med det humanistiske menneskesyn, man ellers gerne vil bryste sig af.

Hvor tendensen inden for kriminalforsorgen i hvert fald formelt har forsøgt at begrænse stigmatiseringen af kriminelle, fordi den er en af de faktorer, der gør det vanskeligt for den dømte atter at tage del i det almindelige samfundsliv, er stigmatisering tilsyneladende et mål for mange politikere og kommentatorer.

Det falder dem derfor for brystet, når en dømt kriminel eksempelvis benytter sin ytringsfrihed, som i tilfældene Jørn Jønke Nielsen og Torkil Lauesen. Selv ellers formodentlig ligevægtige journalister og kommentatorer ser rødt, blot fordi Torkil Lauesen holder et foredrag på Københavns Universitet. Senest er det Martin Krasnik, der d. 29.11. kun kan opfatte interessen for Jønke og Lauesen som udtryk for en "frastødende æsteticisme".

Hvad er det, Krasnik finder så "kvalmende" ved, at Lauesen og Jønke holder foredrag? Får han "krænket sin retsfølelse", fordi dømte kriminelle benytter deres ytringsfrihed? Eller fordi de ikke udtrykker sig angerfuldt og brødebetynget?

Hvad er denne "retsfølelse" andet end en eufemisme for en manglende anerkendelse af, at enhver, også en dømt kriminel, har visse rettigheder, og at disse rettigheder ikke må indskrænkes?

For mig giver Krasniks "kvalme" derfor anledning til en kvalme over den dobbeltmoral, der ligger i, at han formodentlig gerne vil hylde menneskerettighederne, men samtidig helst ikke ser, at mennesker, der er dømt for kriminalitet, benytter deres rettigheder. Det er derfor mit håb, at Krasnik og andre besinder sig på deres kvalme over konsekvenserne af, at vi lever i et retssamfund, hvor alle skal sikres de samme grundlæggende frihedsrettigheder. Ytringsfriheden ville i hvert fald intet være værd, hvis den ikke gjaldt Jønke og Lauesen i samme grad som Krasnik.

Men fortsætter Krasnik og andre at lægge mere vægt på en repressiv "retsfølelse", der hører hjemme i det nittende århundrede, risikerer vi i det ny århundrede at ende med at behandle kriminelle, som man gjorde dengang. Dermed vil vi ikke blot fastholde kriminelle som udstødte, vi vil også have undergravet det humanistiske menneskesyn, vi gerne ser som grundlaget for vort samfund.

Weekend-Avisen, 05.11.99