Smag og behag er som bekendt en personlig sag, og det må til en vis grad også gælde anmelderes vurderinger. Men når Klaus Lynggaard 24.7. afskriver Paul Weller og Mick Talbots The Style Council (TSC) som en "dødssejler", er jeg ikke blot uenig, men jeg opfatter det som et eksempel på en tendens hos anmeldere til at nedvurdere en central del af Wellers karriere. Weller har selv sagt, at "most critics are white boys who love guitars." I hvert fald er der meget få anmeldere, der kan udstå TSC's forsøg ud i jazz, soul, rap og house. At evnerne ikke altid stod mål med ambitionerne er sandt nok, men TSC lavede faktisk en række succesfulde plader, der udsprang af et ønske om at lave meningsfuld musik uden at lægge sig fast på en særlig formel eller genre. TSC's musik må derfor chokere den lytter, der kun kender Weller som guitarhelten fra 90'erne. F.eks. er side et på et af hovedværkerne, Confessions of a Pop Group (1988), blevet beskrevet som en blanding af Debussy, Swingle Singers, Beach Boys og Donald Byrd. Det kunne lyde som antitesen til Wellers seneste udspil, Heavy Soul, men kunstnerisk set finder jeg mange lighedspunkter mellem de to plader.

Det må i hvert fald give et stærkt fragmenteret billede af Wellers karriere og kunstneriske ambitioner, hvis man, som Lynggaard er parat til at forkorte syv års kunstnerisk produktion ned til, at man med et opsamlingsalbum har "alt det Style Council man får behov for i dette liv - og de næste to for den sags skyld."

Karakteristisk nok lever TSC i en vis forstand videre, idet Weller live og på plade jævnligt har spillet sammen med Talbot, ligesom Wellers faste trommeslager siden TSC's start, Steve Whites samarbejde med Talbot er et godt bud på, hvordan TSC kunne lyde i dag.

Information, 1.8.1997