Rune Lykkeberg diagnosticerer i lederen 21.7. den stigende mangel på reel politisk debat i Danmark som venstrefløjens problem. Efter min mening ville han have ramt tættere på mål, hvis han havde anskuet den som mediernes problem. Mediernes rolle som viderebringer af den danske monopolitik er ellers temmelig åbenlys, men Lykkeberg er måske for tæt på til at se den?

Det danske mediebillede er ellers overvældende monotont. TV-Avisen og Nyhederne bringer interviews med de samme personer om de samme emner med den samme vinkling. De har jo også lånt historierne fra aviserne, hvis ikke der blot er tale om et telegram fra Ritzau.

Man kan sende en pressemeddelelse til alle landets medier, men man kan næsten være sikker på, at den kun kommer i aviserne, hvis Ritzau tager den. Men tager Ritzau den, bliver Ritzaus artikel til gengæld gengivet ordret i samtlige medier. Inklusive eventuelle fejl, som redaktionerne trofast gengiver, selvom de let kunne korrigere dem, hvis de gjorde sig den ulejlighed at læse de pressemeddelelser, de modtager.

Læg hertil de ressourcer, førende politikere og store interesseorganisationer og firmaer lægger i at ansætte journalister til at spinne et fordelagtigt mediebillede. Eller den stigende brug af interviews med journalister, hvor journalisten træder i ekspertens sted. For ikke at tale om mediekoncernernes egne økonomiske og politiske interesser. Så er det altså vanskeligt at forvente andet end den dyne af monotoni, der ligger tungt over det danske mediebillede.

Bevares, der er da dybdeborende journalistik, og der er da medier, der af og til viser fantasi eller lader sig inspirere af udenlandske medier til en ny vinkel. Men det er ren utopi at forestille sig, at man på de danske medier sidder og venter på, at nogen skal komme med de skelsættende nye historier, der kan få den politiske debat op i omdrejninger igen. Man venter nok på det, der kan øge salgs-, seer- og lyttertallene, men den debattør, der tror, at fantasien og systemkritikken florerer på de danske mediers redaktioner, vil stensikkert løbe panden mod en mur.

Og lad os så være fri for den gamle sang om, at medierne kun er objektive gengivere af virkeligheden. Den (kunstige) virkelighed, mediebilledet giver os, er helt centralt for dannelsen og kommunikationen af den politiske debat, og derfor er det ualmindeligt vigtigt at stille skarpt på og forholde sig kritisk til medierne.

Min diagnose af medierne – baseret på en årelang kombination af almindelig brug af dem og af forsøg på at få medier til at tage historier og vinkler op – er, at det er en illusion, når redaktører og journalister hævder, at de gerne vil noget nyt og anderledes. Når de først har forsikret os om deres mission og høje idealer, så handler det igen om at sælge en gammel historie på en ny måde. F.eks. den der med ”venstrefløjen”, der er en gammel traver på linie med Loch Ness-uhyret, men den er altid god for nogle sider i Information i agurketiden.

Så kan man endda tage fat på et reelt problem – nemlig den danske monopolitik, hvor det er en og samme dukkemester, der trækker i trådene på de forskellige marionetdukker: Helle, Anders og hvad de nu alle hedder – og så sovse det ind i den om ”venstrefløjen”. Så kan vi sige, at det er venstrefløjens problem, at den politiske debat er blevet ensrettet. Det får os til at lyde, som om vi gerne vil have en ny og progressiv debat, men heldigvis fører det ikke til noget, for ingen føler sig alligevel forpligtet på kritikken af ”venstrefløjen”.

Dermed fik Information igen skrevet en leder og fyldt en avis. Og gud ske lov så sker der nok ikke noget, så i morgen kan Information igen fylde avisen med de samme historier på en lidt anden måde.

Cirklen er sluttet, og børnene kan alle sove i fred og ro, mens far og mor tager sig af verdenssituationen.

Dette indlæg blev sendt til Information 21.07.2005, men debatredaktøren ville kun bringe det, hvis jeg kortede det ned til et standardlæserbrev. Jeg gjorde et forsøg på at korte det ned, men måtte give fortabt - det er såmænd muligt at skrive kort, men det bliver let til ren og skær unuanceret holdningstilkendegivelse, når man har 1.300 anslag inkl. mellemrum at tage af. Indlægget er en kommentar til Rune Lykkebergs leder Stilhed efter venstrefløjen (21.07.2005).