Den seneste tids diskussion om AIC og de nordiske socialdemokratiers deltagelse i overvågning og registrering af politiske modstandere får mig endnu engang til at undre mig over, at så mange på venstrefløjen fortsat holder hånden over Socialdemokratiet. Eller i hvert fald opfatter Socialdemokratiet som et mindre onde end de erklærede borgerlige partier.

Ikke desto mindre burde det være indlysende, at Socialdemokratiet i bund og grund har udviklet sig til et borgerligt parti, der ønsker social stabilitet for noget nær enhver pris. Allerede tidligt i Socialdemokratiets historie var det med til at falde fagbevægelsen i ryggen, og udviklingen siden da demonstrerer klart, hvorledes Socialdemokratiets politik mere er dikteret af rent pragmatiske hensyn og et ønske om at bevare magten frem for af en kamp for forbedrede sociale vilkår og en bedre fordeling af udbyttet af produktionen.

Ikke desto mindre har Socialdemokratiet været i stand til at bevare en facade af, at det fortsat er arbejderpartiet, der stræber mod et mere socialt retfærdigt samfund. Vi var således mange, der med en vis forventning så Socialdemokratiet vende tilbage efter Schlüters regeringstid, men måtte sande, at Nyrup-regeringen ikke blot fortsatte i samme spor som den tidligere borgerlige regering, men ligefrem syntes at ville overgå Schlüter-regeringen i at forringe de svage befolkningsgruppers vilkår. Siden er det gået slag i slag, og Socialdemokratiet har nu lagt sig i baghjulet på Dansk Folkeparti i en stadig højredrejning, hvor minoriteter, arbejdsløse og andre udsatte grupper reduceres til anden- og tredjerangsborgere.

Den seneste diskussion af den socialdemokratiske deltagelse i efterretningsvirksomhed og overvågning er kun med til at styrke billedet af et grundlæggende opportunistisk parti, der med næb og klør bekæmper modstandere for at opretholde et status quo, hvor partiet har magten. En del af denne kamp består i at opretholde illusionen om, at partiet repræsenterer og kæmper for den menige lønmodtager og den svage, mens man reelt falder dem i ryggen.

Derfor er det også problematisk, at venstreorienterede så ofte accepterer den socialdemokratiske propaganda og derfor vælger at støtte en borgerlig politik, alene fordi den poserer som progressiv social politik eller i et svagt øjeblik hiver de røde faner frem. Er det ikke på tide at droppe vaneforestillingerne og erkende, at Socialdemokratiet politisk ikke adskiller sig stort fra Venstre og Dansk Folkeparti? Er det ikke blåøjet fortsat at håbe på noget godt fra Socialdemokratiet?

Socialisten Weekend, 27.11.1998