At 12-årige som Oscar (artikel i Information den 22.-23. april) går op i tøj, er der intet nyt i. F.eks. blev 15-årige Mark Feld og hans venner i 1962 interviewet i et engelsk blad:

"Det vigtigste i deres liv er deres tøj: De har skabe og hylder fyldt med jakkesæt og skjorter, som de ofte selv har designet i lyse, mærkelige og kraftige farver." Mark Feld antog siden kunstnernavnet Bolan.

Netop i England har børn og unge igennem årtier haft subkulturer med tilhørende dress code. Læs f.eks. Robert Elms' The Way We Wore om hans liv med tøj, fra han blev skinhead i 1960'erne over andre subkulturer som punk og op i 1980'erne.

Eller The Modfather, hvor David Lines fortæller om, hvordan han fra 10-års alderen begyndte at kopiere The Jams frontmand, Paul Wellers tøj og frisurer.

Det nye er altså ikke, at 12-årige går fanatisk op i deres tøj, men derimod hvor udbredt fænomenet er i dag, og hvor stor den kommercielle opmærksomhed for aldersgruppen er blevet.

Netop derfor synes jeg, der er grund til at være fortrøstningsfuld, når Oscar siger:

"Reklamer gennemskuer jeg. Jeg har min egen smag."

Information, 26.4.2006

Det oprindelige indlæg, som jeg blev bedt om at forkorte:

BØRN, TØJ OG FODBOLD

”Da han selv var dreng, spillede en fodboldspiller fodbold, man kiggede ikke på hans tøj,” hedder det 22.-23.4. om en far, hvis 12-årige søn er optaget af mærkevarer. Men det er ikke korrekt. For knap 40 år siden gjorde George Best tøj til et element i en succesfuld fodboldspillers liv. Det har Paolo Hewitt og Mark Baxter skrevet en bog om: ”The Fashion of Football” (se http://www.footballandfashion.co.uk/).

Der er heller ikke noget nyt i, at 12-årige går fanatisk op i deres tøj. 15-årige Mark Feld og hans venner fortalte i 1962 det engelske ”Town Magazine” om deres tøj: ”The most important thing in the world to them is their clothes: they have cupboards and shelves bulging with suits and shirts often designed by themselves in bright, strange and violent colours.” Felds interesse for tøj fortsatte siden under kunstnernavnet Bolan.

Netop i England har børn og unge igennem årtier haft subkulturer med tilhørende dress code. Interesserede kan læse Colin MacInnes’ roman ”Absolute Beginners” fra 1959 for en tidlig beskrivelse, og Robert Elms’ ”The Way We Wore: A Life In Threads”, hvor han fortæller om sit liv med subkulturer og tøj fra sidst i tresserne og til op i firserne. I en anden selvbiografi, ”The Modfather”, fortæller David Lines om sin barn- og ungdoms fascination af Paul Weller, frontmanden i The Jam og The Style Council. Fra 10-års alderen kopierede Lines minutiøst Wellers tøj og frisurer. Hans forældre var ikke begejstrede, men hjalp ham da lidt med at få fat i det rigtige tøj.

Der er altså ikke noget nyt i, at 10-12-årige bruger tøj til at opbygge en identitet. Det, der karakteriserer fænomenet i dag, er, at det bliver mere og mere udbredt, at forældre ofte ligefrem tilskynder til det, og at den kommercielle opmærksomhed for aldersgruppen er eksploderet. Jeg synes dog, at der er grund til fortrøstning, når 12-årige Oscar udtaler: ”Men reklamer gennemskuer jeg. Jeg har min egen smag.” Dermed er han måske ikke så meget anderledes end Mark Feld, der også vidste, hvad han ville med sit tøj – og siden med sin musik.